Det kan være pænt og moderne at have glas der indrammer brusekabinen derhjemme. Især de populære New Yorker-vægge har fundet deres vej til mange boliger. Men lige så pæne og stilede de kan være, lige så forfærdelige kan de være at holde rene. Derfor kommer jeg her med mine bedste tips til afkalkning af dine glas 🙂
Forskellige metoder til rengøring og afkalkning af glas
Du ved hvordan det er: Efter en lang arbejdsdag er det skønt at komme hjem i bad, men du har egentlig ikke helt overskuddet til at skrabe kabinen efter dig selv. Og det samme gælder for resten af familien. Kalken er begyndt af hobe sig op på glasset i brusekabinen, og nu vil du gerne til bunds én gang for alle. Der findes heldigvis mange forskellige og effektive måder at rengøre glasset på!
Start med en omgang grundrens
Grundrens er din bedste ven når det kommer til rengøring af brusekabinen og glasset. Start med at give hele molevitten en tur med vand og grundrens for at fjerne diverse sæberester og okker. Så er du nemlig sikker på, at afkalkningen bliver nemmere.
Gentag, gentag, gentag..
Den lidt kedelige nyhed er, at processen det kræver for at afkalke dit brusekabineglas er lettere langsommelig. Jo længere tid kalken har siddet, jo længere tid tager rengøringen. Men der er lys for enden af tunnelen! Når du har forberedt rengøringen med grundrens, så fortsæt med følgende metode:
- Sørg for at glasset er vædet godt i koldt vand
- Tag en skuresvamp og en kraftig afkalker, og begynd at skrubbe glasset nedefra og op
- Påfør gerne nyt kalkrens på svampen jævnligt, da partiklerne i kalkrensen stopper med at virke efter det har opløst et lag af kalk
- Når du har skrubbet hele glasset, så skyl efter med koldt vand
- Sidder der fortsat kalk på glasset gentager du blot ovenstående proces indtil væggen er kalkfri
- Afslut rengøringen med at skrabe glasset og tør efter med en tør klud
Har du ikke en kraftig kalkrens? Så lav din egen!
En af mine absolut yndlings hjemme-blandede kalkrens, som desuden også er super effektiv på bl.a. glas, består udelukkende af 2 ingredienser: Hvid eddike og sulfo (gerne den opvaskesæbe fra Vel). Og det er endda noget de fleste har i deres hjem.
Du blander den således:
1/3 hvid eddike
2/3 sulfo
Når du har lavet din blanding, så smører du den på glasset med en svamp, og herefter venter du ca. 30-60 minutter, inden du skrubber og skyller glasset med koldt vand.
Denne proces kan også gentages ad flere omgange, såfremt den første behandling ikke var nok. Til sidst ender du med et rent og skinnende brusekabineglas!
Og lige et sidste tip med på vejen…
Powerflex
Powerflex-svampen har vundet sig frem til mange folks hjem. De fleste bruger den til rengøring af ovne, komfurer og håndvaske. Men den kan også sagtens bruges til at fjerne kalk fra glas.
Hvis du har en Powerflex-svamp liggende i skabet, eller du alligevel skal ud og handle ind, så overvej at bruge den i din rengøring af brusekabineglas. Fremgangsmåden er meget simpel:
- Gør glasset og svampen våd (VIGTIGT)
- Skrub kalkaflejringerne af glasset med svampen
- Husk at det kan tage tid og knofedt, og glæd dig over resultatet når du endelig er færdig
Jeg håber, at denne blog har været til nytte, og at du i fremtiden kan nyde resultat af et flot og skinnende rent brusekabineglas! 🙂