Hvordan får du egentlig et skinnende rent badeværelse, og hvilke midler er gode at have?
Åh nej. Det er den tid på ugen, hvor badeværelset trænger til en overhaling. Det kan tage lang tid og virke uoverskueligt. Hvor skal du starte og hvilke midler skal du hive frem fra vaskeskabet?
I denne guide vil jeg prøve at løbe dig igennem den hurtigste og mest effektive måde at rengøre dit badeværelse, så du igen kan få tid til alt det sjove 🙂
Først toilettet (ja, du hørte rigtigt)
Det allerførste du gør, når du påbegynder en rengøring af dit badeværelse, er at hælde toiletrens i toilettet. Toiletrensen skal gerne sidde og virke i minimum 30 minutter (eller til du er færdig med at rengøre resten af badeværelset) for det bedste resultat. Tjek gerne vores guide til rengøring af toilet her.
Dette er ikke som sådan en påbegyndelse af rengøringen, men mere en forberedelse.
Gå i krig med håndvasken og brusekabinen
Hos 1811 Rengøring ApS starter vi som regel med delvist at rengøre håndvasken og brusekabinen. Du kan med fordel påbegynde afkalkning af armaturerne, bundproppen og afløbet. Dette kan gøres på mange forskellige måder, men en god afkalker og en svamp er mit bedste råd i denne sammenhæng.
Skyl efter med koldt vand og puds det med en tør klud.
Trænger resten af brusekabinen til en kærlig hånd?
Brusekabinen kan tit være en kamp at holde ren. Især hvis du har børn (eller mænd 😉 ) i huset der ikke helt har disciplin nok til at skrabe klinkerne efter hvert bad. At skrabe sin brusekabine efter hvert bad er klart den “nemmeste” måde at vedligeholde rengøringen på, men dette er ikke altid en mulighed.
Trænger din kabine til ordentlig rengøring, så kommer her et par hurtige tips:
- Er din kabine og dine fuger gule efter okker og sæberester, så sørg for at have en god grundrens, en skuresvamp og en fugebørste ved din side
- Skyl hele kabinen af med koldt vand, og sørg for at især fugerne er godt gennemvædede
- Sprøjt eller påfør din grundrens – jeg plejer at lave en mental opdeling af kabinen i “sektioner” for at gøre rengøringen mere overskuelig
- Skrub med svampen på klinker/glas, og brug herefter din fugebørste til at rengøre fugerne
- Skyl efter med koldt vand efter rengøringen af hver “sektion”
- Gentag processen med en god kalkfjerner ved behov (HUSK at bruge en alkalisk kalkfjerner ved sarte materialer som granit, marmor, terrazzo og andre typer af natursten)
- Hvis du har et badekar eller en spa, kan du med fordel give det samme tur, nu du har midlerne fremme
- Husk at skrabe/tørre af når du er helt færdig
Og blot en lille reminder: Brug ALDRIG (jeg gentager: ALDRIG) toiletrens til rengøring af andet end dit toilet. Det er IKKE mere effektivt, hvis du ender med at skade dine materialer.
Alt den grove rengøring er overstået! Nu til det lette 🙂
Puha. Du har skrubbet og skrubbet, og nu er du klar til at give badeværelset sin finish. Til denne del skal du bruge en spand med vand og rengøringsmiddel, et par mikrofiberklude og eventuelt et par glasklude/vaskeskind hvis muligt. Gør rent i denne rækkefølge for hurtig og effektiv udførsel:
- Brug en tør mikrofiberklud til at fjerne støv fra alle vandrette overflader – dette gør den videre rengøring nemmere
- Gør herefter en ny mikrofiberklud våd i din spand og vrid den op, så den er lidt mere end fugtig
- Start med at tørre af de steder, hvor der er mest rent, og afslut med de mest beskidte flader – så kan du eventuelt undgå at skifte vandet
- Jeg benytter mig som regel af denne rækkefølge:
1. Spejl
2. Vinduer indvendigt
3. “Skyl-ud” knappen til toilettet hvis den er væghængt
4. Toiletdøren
5. Skuffer og skabe udvendigt
6. Håndvasken
7. Eventuelle vindueskarme
8. Eventuelle andre vandrette flader
9. Alle flader på toilettet
10: Eventuelle fodlister/sokkelklinker
11. Bagved/under toilettet - For at få det bedste resultat, kan du tørre alle fladerne efter med en tør glasklud/mikrofiberklud når du har rengjort dem med den våde klud
- Afslut rengøringen med en støvsugning og gulvvask
Jeg håber, at denne blog har været til nytte, og at du nu kan nyde dit flotte, rene og velduftende badeværelse! 🙂